Gå til indhold

Rekordhøjt: Gældsstyrelsen inddrev 14 mia. kr. i 2023

I 2023 slog Gældsstyrelsen rekord, da styrelsen inddrev 14 mia. kr. fra borgere og virksomheder med gæld til det offentlige. Resultatet løftes især af en tidlig indsats over for virksomheder.

Gældsstyrelsens kerneopgave er at inddrive borgere og virksomheders gæld til det offentlige. I 2023 har Gældsstyrelsen inddrevet samlet 14 mia. kr. Det er ny rekord og ca. 1,6 mia. kr. mere end året forinden.

”Det glæder mig, at vi kan præsentere endnu et flot årsresultat med et rekordhøjt inddrivelsesprovenu. Det er et bevis på, at vi er på rette vej, selvom der stadig er et stykke vej, før vi er helt i mål. I løbet af de næste par år skal vi være færdige med at implementere de politiske aftaler på gældsområdet, som hjælper med at løse de udfordringer, der fortsat er. Jeg er sikker på, at vi nok skal lykkes med opgaven og få vendt gældsudviklingen,” siger underdirektør Claus Hattesen Hangaard.

Tidlig screeningsindsats

Når først en virksomhed er gået konkurs, er det vanskeligt at inddrive gælden. Derfor har Gældsstyrelsen et særligt fokus på at screene og sætte tidligt ind over for virksomheder, der har stor gæld til det offentlige, ved at foretage udlæg i værdier eller indlede konkursbehandling. I 2023 bidrog screeningsindsatsen med et provenu på ca. 4,1 mia. kr.

”Det er vigtigt, at vi sætter tidligt ind over for virksomheder med stor gæld. Vores inddrivelsesresultat på dette område vidner om en målrettet indsats, der sikrer, at usunde virksomheder ikke opbygger yderligere gæld til det offentlige. På den måde hæmmer vi den stigende gældsudvikling og forebygger tab for samfundet,” siger Claus Hattesen Hangaard.

Ved udgangen af 2023 var den samlede gæld i alt ca. 160 mia. kr. Gældens kursværdi, som giver et mere retvisende billede af, hvad Gældsstyrelsen inden for de gældende regler har mulighed for at inddrive, blev ultimo 2023 vurderet til at udgøre ca. 44,7 mia. kr.

 

Læs mere om udviklingen i inddrivelsen og den samlede restance i publikationen her: Gældsstyrelsen inddriver 14 mia. kr. i 2023

Pressekontakt:

Gældsstyrelsens presseenhed:

Telefon: 72 22 13 04
E-mail: presse@gaeldst.dk